Hej, tak fordi du læser med.

Mit navn er Louise Bonde Veirup, og jeg er indehaver af EQUUS CURA ApS.
I flere år havde jeg en hest som døjede med muk. Intet hjalp, så jeg besluttede mig for at gøre det nemmere og bedre.
Den dag skabte jeg produktet PREVENT. 

Jeg ville udvikle et produkt som kunne skabe et tørt miljø i våde omgivelser, og derved forhindre dannelsen af muk, så det gjorde jeg -naturligvis i tæt samarbejde med eksperter på området.

I dag har jeg 5 forskellige produkter i produktserien, som alle er nænsomme og effektive produkter til heste uden brug af skadelig kemi.

Min historie 

Som sagt er mit navn Louise, jeg er 23 år og studerer finans på Erhvervsakademiet i Århus. Jeg er født og opvokset i Esbjerg og omegn i en klassisk skilmisse familie. Jeg har redet siden jeg var 6 år gammel, og købte min første hest for mine konfirmationspenge som 13-årig. 

Mine forældre ved intet om heste, så jeg har siden jeg købte min første hest måtte klare alting selv, inklusiv betaling af alle faste udgifter. For at få råd til opstaldningen, arbejde jeg på Tjæreborg Rideskole hver 3. weekend. Derudover tjente jeg til undervisning, sko og udstyr som opvasker på Blichers Kro. 

Det har givet mig en arbejdsomhed og en forståelse for at ingenting kommer let. Selv om det var surt som ung, når alle veninderne fik fine ponyer foræret af forældrene, lækkert udstyr og god undervisning, vil jeg i dag ikke bytte det for noget. Jeg tror at det har gjort mig stærk og givet mig motivationen til at kæmpe for det jeg virkelig gerne vil.  

Jeg startede op med tankerne omkring EQUUS CURA allerede i juli 2017, hvor ideen om PREVENT opstod. Jeg brugte et år på udvikling og test af produktet og kunne endelig lancere PREVENT d. 1 september 2018, efter at have brugt hele min sommerferie i min lille Peugeot 107, hvor jeg kørte landet rundt efter samarbejdspartnere. 

I dag driver jeg virksomheden ved siden af studie og studiejob. Da jeg ingen løn får af virksomheden, er jeg nødsaget til at have et job for at tjene til de fasteudgifter. Jeg har desværre heller ikke min egen hest for tiden, men håber at der i nærmeste fremtid vil være råd til en hest! 

Hvis du går med en iværksætter i maven, så vil jeg råde dig til at springe ud i det. Hvad er det værste der kan ske?